Kronisk proktitis er en inflammatorisk proces i tarmhulen, hvor læsionen er rettet mod slimhinden i endetarmen. Det er hovedsageligt dannet på grund af den akutte form af den overførte sygdom som en af varianterne af kurset. Diagnosen vil blive baseret på informationerne fra anusundersøgelsen og de instrumentelle teknikker i undersøgelsen.
De vigtigste symptomer på kronisk proktitis er smerter i tarmene, kløe og brænding, som har en mindre udtalt karakteristik end i akutte former. Stigningen i kroppens temperaturregulering vises ikke altid, men indikatoren på 37 grader betragtes som normal. Kontinuerlig vil være fra kammeret i endetarmen for at udskille purulente og slimede rum. Desuden er symptomerne på sygdommen også blod urenheder i afføringen. Dette ses især ofte i en atrofisk type, når tarmslimhinden slettes. Patienten er ofte bleg, og han har anæmi, som skyldes blødning i tarmhulen - dette er også karakteristisk for atrofisk proctitis. I tilfælde af at der som årsag til kronisk proktitis var kræftfremkaldende eller andre alvorlige sygdomme i mave-tarmkanalen, er en generel udbrydning af organismen mulig.
Som du kan se, har kronisk proctitis meget lignende symptomer med en akut form af sygdommen, men de er mindre udtalte, især under remission. Som karakteristiske træk ved kronisk proktitis er det mulige udseende af udtryk, overbelastning af fibrin. Sådanne symptomer forekommer i det kliniske billede af sygdommen, og patienter klager ofte på udseende af forstoppelse, ubehag i anusen, forstærket af afførelsen. Det er værd at bemærke, at sygdommen i nogle tilfælde kan forekomme uden forekomsten af symptomer, det vil sige manifestationen af subjektive følelser, uanset de processer, der forekommer i det rektale hulrum, er fraværende. En undtagelse er den atrofiske type af sygdommen.
Behandling af kronisk proktitis
Før man beslutter sig for den korrekte taktik til behandling af kronisk proktitis, bliver sygdommens årsager afklaret, og kampen foregår. Til lægemiddelbehandling under en exacerbation anvendes antibiotika og sulfonamid-lægemidler primært. Det er værd at bemærke, at før du udpeger et bestemt antibiotikum, skal lægen finde ud af, hvilken følsomhed den intestinale mikroflora har. Antibiotika til kronisk proktitis er de mest effektive stoffer.
Forskellige hjælpemidler anvendes også: enemas, suppositorier og salver. Medicinsk enemas giver mulighed for at opnå en positiv effekt på grund af deres antibakterielle, antivirale, antiinflammatoriske, analgetiske og restaurerende egenskaber. Til dette benyttes forskellige bouillon og opløsninger.
Rektale suppositorier og salver med kronisk proktitis har meget god effekt sammen med andre metoder. De kan også lide enemas, giver kun i større grad kroppen medhjælp i bekæmpelsen af sygdommen, og de er også forebyggende midler i eftergivelsesperioden.
Overholdelse af kost er en grundlæggende faktor i kronisk proctitis. Begræns så meget som muligt fed, stegt, røget, krydret type skål, da de har træk ved at virke på kroppen meget aggressivt. Fødevarer skal være blide, således at dens efterfølgende bevægelse langs tarmhulen ikke beskadiger slimhinden. Hvis du ikke følger en diæt med kronisk proctitis, vil det føre til et fald i effektiviteten af tidligere procedurer, og kan kun forværre processen og danne forskellige komplikationer.
I løbet af fritagelsesperioden anbefales spa behandling samt rektal skylling med varmt mineralvand, hvilket forbedrer tarmmotorfunktionen.
I tilfælde af at den kroniske proctitis ledsages af udseendet af en udpræget type smertefulde fornemmelser, skyldes det sandsynligvis udseendet af lokale processer, det vil sige inflammatoriske foci er begyndt at forekomme. I dette tilfælde udføres en operation, som består i at fjerne de betændte analkrypter.
Hvis det er korrekt og rettidigt at behandle kronisk proctitis, kan tiden for manifestation af eksacerbation minimeres. Det er værd at lytte til medicinske anbefalinger og nøje overholde dem. Ikke engagere sig i selvmedicinering, og hvis du beslutter dig for at prøve folkemedicin, så skal du rådføre sig med en specialist om, hvorvidt det er hensigtsmæssigt at tage lægemidlet.